DU ER HER: news

Succesrige ph.d.-studerende på Datalogi

Højprofilerede grundforskningscentre og et attraktivt forskermiljø er nogle af forklaringerne på, hvorfor de ph.d.-studerende på Institut for Datalogi, Aarhus Universitet har forrygende succes.

26.10.2011 | Marlene Nybro Thomsen

Institut for Datalogi, Aarhus Universitet er lykkedes med at skabe et frugtbart miljø for de mange ph.d.-studerende. Et miljø, der giver unge lovende hjerner et godt afsæt til en akademisk karriere, og som netop har sikret to ph.d. studerende prestigefyldte priser.

Best Paper Awards
Kasper Green Larsen har netop modtaget en Best Student Paper Award for sin forskning i "nedre-grænser" også kaldt "lower bounds" for datastrukturproblemer. Til dagligt er han ph.d.-studerende ved Danmarks Grundforskningsfonds Center for Massive Data Algorithmics (MADALGO) på Institut for Datalogi, men er netop nu på et længere ophold på det præstigefyldte  Princeton University i USA. Prisen, som hedder "the Machtey Award", tildeles hvert år til den bedste forskningsartikel ved konferencen FOCS (IEEE Symposium on Foundations of Computer Science) som er skrevet udelukkende af studerende. FOCS, og søster-konferencen STOC (ACM Symposium on Theory of Computing), er de to højest rangerede konferencer i teoretisk datalogi.

- Det er naturligvis en stor ære for mig at modtage prisen. Det betyder jo, at mit felt synes, at min forskning er af betydning. Det er en god følelse, som inspirerer mig til at arbejde endnu hårdere på at løse de fundamentale problemer indenfor datastrukturer, fortæller Kasper Green Larsen.

- Rent praktisk er det også et kæmpe skub til min karriere, da forskere rundt omkring i verden vil lægge mere mærke til mig. Det vil formodentligt gøre det nemmere for mig at etablere mit eget stærke netværk af samarbejdspartnere rundt omkring i verden. Jeg håber, at prisen er med til, at jeg selv en dag vil kunne give studerende tilsvarende muligheder, siger han.

Det er ikke længe siden Kasper Green Larsens ph.d.-student kollega ved Institut for Datalogi Thomas Dueholm Hansen fra Danmarks Grundforskningsfonds Center for the Theory of Interactive Computing (CTIC) modtog Best Paper Award ved STOC.

Tiltrækker og fastholder ph.d.-studerende
Ifølge Kasper Green Larsens vejleder, professor og leder af MADALGO Lars Arge, er et miljø med stærke og højtprofilerede centre vigtigt for at kunne tiltrække de stærke studerende: - Vi er i stand til at fastholde dem, der ellers ville tage andre steder hen, forklarer han.

Samtidig er det også vigtigt for de studerende at samarbejde med kolleager internationalt. Som nævnt besøger Kasper på nuværende tidspunkt på Princeton University, som en del af hans ph.d.-uddannelse. Udlandsopholdet er et resultat af Lars Arges stærke og globale netværk, fortæller Kasper Green Larsen.

- Princeton har en af verdens førende forskningsgrupper indenfor datastrukturer, herunder en modtager af Turing-prisen, der kan siges at være datalogiens svar på Nobelprisen. Det er det absolut bedste sted i verden for mig at tilbringe tiden under mit udlandsophold. Det har været enormt spændende indtil videre, og det er en unik chance for selv at etablere et stærkt internationalt netværk.

Godt miljø for fremtidens ledere
Det er vigtigt at tilbyde et godt miljø for de ph.d.-studerende.

- MADALGO og Instituttets øvrige stærke forskere er i stand til at opnå store forskningsbevillinger. Med sådanne bevillinger er der mulighed for at igangsætte mange aktiviteter, som tilsammen kan skabe det stærke og internationale miljø på MADALGO og på Instituttet, fortæller Else Magård, center manager ved MADALGO.

Der ansættes f.eks. et stort antal dygtige international post.doc’s, der afholdelse internationale konferencer og workshops, og man er vært for utallige internationale forsknings-gæster. Et godt eksempel på en af aktiviteterne er CTIC’s nylige værtskab for den prestigefyldte "China Theory Week” workshop, som for først gang blev afholdt udenfor Kina. Workshoppen satser bevidst på kun at invitere de mest lovende internationale ph.d. studerende inden for teoretisk datalogi, og er således med til at styrke miljøet på Institut for Datalogi.

alle
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 07.05.2012